Den gamle Mester

av Jørgen Moe.

The Charter Oak, av Charles De Wolf Brownell.


Der stander en Eg paa Præstens Jord,

Hans Øie til dagligt Mærke;

Den løfter dig op over Dal og Fjord

Og strækker Grenene stærke.

Den bærer paa flere hundrede Aar,

Men frodig den løves Vaar for Vaar,

Hver rindende Morgenlue

Kun meer ærværdig at skue.


Den isnende Vinter Gang efter Gang

Har skredet over dens Krone,

Med sparsomt Daglys, med Nat saa lang,

Uden en Sangfugls Tone,

Naar Krattet tyngedes ved dens Fod

Af Sneens Vægt, saa det krumbøiet stod,

Da rakte den op sine Arme

Som midt i Sommerens Varme.


Om Vaar, naar Livet vil vaagne op,

Og Stormstød rase fra Fjeldet:

Da bøier sig ydmyg Ungtræets Top,

Selv maalfør Gran vorder fældet –

Men da min gamle, min kjære Eg

Staar ret og rank i den vilde Leg

Med knudrede Arm mod Veiret,

Og hidtil saa har den seiret.


Det volder to Ting: først har den sin Rod

Slaaet dybt i Klippernes Revne –

See deraf fanger den Magt og Mod

At staa i det barske Stevne.

Og dernæst op imod Lysets Glands

Den løfter stadig Kvistenes Krands,

Og drikker fraoven Saften,

Lyset, Livet og Kraften.


Gud unde hver Præst, som kommer her,

At staa saa rolig og mægtig.

Mig unde han, gamle Mester kjær!

At see paa dig ret andægtig.

Ja, lær mig trods Sneens tyngende Lag

At løfte mod Himlen Dag for Dag

I Bønnen udbredte Hænder,

Saa Vinterdvalen dog ender!


Men glider og lider det frem mod Vaar

Langs Krøderens tause Strande,

Og Foraarsbudet i Vindstød gaar

Og pidsker de rørte Vande:

Saa lær mig at staa med sindigt Mod,

Som du i mangen en Vaarstorm stod,

Og splitte med Ordets Værge,

Hvad der vil fælde og hærge.


Bedagede Mester! o lær mig kun

At bore Rod i den Klippe,

Som giver den, ene trofaste Grund,

Og aldrigen Ham at slippe;

Og dernæst, som du med din Krones Top,

Daglig at hige og stunde op,

Og drikke fraoven Saften,

Lyset, Livet og Kraften!

Støtt Pendelen:

VIPPS # 507 114

Alt innhold er opphavsrettlig beskyttet

© 2020 Pendelen.no