top of page

Den norske fisker

av Claus Frimann.

Fisker, av Jakob Bratland.


Ondt ofte lider den fiskermand,

som ud maa fare, før hanen galer,

al dagen pladske i kolde vand,

paa hjem ei tænke, før solen daler,

i vaade trøie,

snedriv i øie

o, sad I der, I guldklædte høie!

I andet fandt.


Dog, snar gaar dagen, og alting let,

naar drotten ramler, og lod ei standser,

og kniv ei hviler paa madding-brædt,

og fisken op efter snoren dandser.

Da spares arme

at bankes varme,

madkisten glemme de tomme tarme,

som skrege før.


Saa mangt nu tænker den fisker paa,

mangt med sig selv nu han monne snakke:

i aar skal jorddrot mig lade staa,

i aar ei kastes jeg ned for bakke,

det har ei fare,

nu faar jeg vare,

i aar skal fogden min gryde spare

for skat og told.


God hustru hjemme ser ud igjen;

det kvælder tidlig, og hold er stuen.