Der ligger et land

av Bjørnstjerne Bjørnson.

I frisk bris, av Hans Dahl


Der ligger et land mod den evige sne,

i revnerne kun er der vårliv at se.

Men havet går til med historie-døn,

og elsket er landet som mor af søn.


Hun tog os i fanget, dengang vi var små,

og gav os sin saga med billeder på.

Vi læste, så øjet blev stort og vådt;

da smilte den gamle og nikked blot.


Vi sprang ned til fjorden, vi stirrede mod

den askegrå bauta, hvor gammel den stod;

hun stod der end ældre, sa' ingen ting;

men stensatte hauger lå rundt i ring.


Hun tog os ved hånden, og følge hun gav

bort derfra til kirken så stille og lav,

hvor fædrene ydmygt har bøjet knæ,

og mild'lig hun sagde: gør I som de!


Hun strødde sin sne over fjældbratte li,

bød så sine gutter at stå den på ski.

Hun knuste med stormhånd det nordhavs spejl,

bød så sine gutter at hejse sejl.


Hun satte de vakreste jenter i rad

at følge vor idræt med smil og med kvad,

og selv sad hun højt i sin sagastol

og måneskinskåben opunder pol.


Da lød der et fremad! et fremad endnu

på fædrene-mål og med fædrene-hu

for frihed, for norskhed, for Norge, hurra!

og fjældene selv roper langt hurra.


Da løsned' begejstringens rullende fån,

da døbtes vi af hendes mægtige ånd,

da stod over fjældet et syn i glød,

som siden os maner indtil vor død.


Støtt Pendelen:

VIPPS # 507 114

Alt innhold er opphavsrettlig beskyttet

© 2018-2021 Pendelen.no