Digtets Aand

Av Johan Sebastian Welhaven.



"Munk lukter på roser", av Carl Spitzweg.

Hvad ei med Ord kan nævnes i det rigeste Sprog, det Uudsigelige, skal Digtet røbe dog.


Af Sprogets strenge Bygning, af Tankeformers Baand stiger en frigjort Tanke, og den er Digtets Aand.


Den boede i Sjælen før Strophens Liv blev til, og Sprogets Malm er blevet flydende ved dens Ild.


Den gjennemtrænger Ordet lig Duft, der stiger op af Rosentræets Indre i den aabnede Knop.


Og skjønt den ei kan præges i Digtets Tankerad, den er dog der tilstede som Duft i Rosenblad.


Glem da den gamle Klage, at ingen Kunst formaaer at male Tankefunken, hvoraf et Digt fremstaaer.


Thi hvis den kunde bindes og sløres af paa Prent, da var i denne Skranke dens Liv og Virken endt.


Den vil med Aandens Frihed svæve paa Ordets Klang; den har i Digtets Rhythmer en stakket Gjennemgang,


En Gjennemgang til Livet i Læserens Bryst; der vil den vaagne atter i Sorrig eller Lyst,


Og næres og bevæges og blive lig den Ild, der laae i Digtersjælen, før Strophens Liv blev til.


Kun da bevarer Digtet sin rette Tryllemagt, det Uudsigelige er da i Ordet lagt.


Betragt den stille Lykke, der gjør en Digter varm, mens Aanden i hans Sange svæver fra Barm til Barm.


Lad kun hans Rygte hæves mod Sky af Døgnets Vind, det er dog ei den sande Kvægelse for hans Sind.


Men naar hans Tankebilled, med eller uden Ry, finder et lutret Indre, og fødes der paany –


O, bring ham da et Budskab om dette Aandens Bliv; thi dermed er der lovet hans Verk et evigt Liv.


Støtt Pendelen:

VIPPS # 507 114

Alt innhold er opphavsrettlig beskyttet

© 2020 Pendelen.no