top of page

En sangers kall

av Bjørnstjerne Bjørnson.

En vandrer på fjelltoppen, av Carl Gustav Carus.


En sangers kall profetens er,

og helst i nøds- og fødsels-tider,

hvor den, som strider og som lider,

hans tro gir idealets skær.

Tit fortids kæmper er ham nær;

da fylker han den nye hær,

og fræmtids håb

omsuser ham

med spådoms-råb

i billed-ham;

ti evig folkets forårs-safter

i sangen skyder; det dens kraft er.


Han revser folkets vane-tro

i hedenskab og Moloch-rædsel;

bag Guds-begrebets høst-grå klædsel

han ser de friske spirer gro.

Befriet planter de sig ud

som kærligheds og kraftens skud

i folkets sjæl

og gør den varm

og gør den hel

og gør den harm,

så den får mod og ælsker klarhed:

i livet Gud er åbenbaret.


Han river konge-kåben af

og breder den om folkets skuldre,

så det ej længre tomt skal buldre

om fremmed højheds lånte krav,