av Bjørnstjerne Bjørnson.
En sangers kall profetens er,
og helst i nøds- og fødsels-tider,
hvor den, som strider og som lider,
hans tro gir idealets skær.
Tit fortids kæmper er ham nær;
da fylker han den nye hær,
og fræmtids håb
omsuser ham
med spådoms-råb
i billed-ham;
ti evig folkets forårs-safter
i sangen skyder; det dens kraft er.
Han revser folkets vane-tro
i hedenskab og Moloch-rædsel;
bag Guds-begrebets høst-grå klædsel
han ser de friske spirer gro.
Befriet planter de sig ud
som kærligheds og kraftens skud
i folkets sjæl
og gør den varm
og gør den hel
og gør den harm,
så den får mod og ælsker klarhed:
i livet Gud er åbenbaret.
Han river konge-kåben af
og breder den om folkets skuldre,
så det ej længre tomt skal buldre
om fremmed højheds lånte krav,