Fædrenes minde

av Jonas Lie.

Vinter ved Sognefjorden, av Johan Christian Dahl.


Du Slægt, hvis Hjerte banker

ved dine Fædres Skaal,

Sig, har Du ogsaa Tanker,

som fylder deres Maal?

Sig, kan saa stort Du drømme

som de i Mindets Stund,

ja, har Du Magt at tømme

det gamle Horn til Bund?


Thi dette Bæger fyldes

af vor Histories Flod,

hvor Bølgerne, som rulled,

var vore Fædres Blod;

og dyb som Folkets Hjerte

og hellig gaar den Strøm

med Graad ifra dets Smerte

og Glans ifra dets Drøm.


Saa tidt Historien svulmed,

da skummed' Bægrets Rand,

da vokste ogsaa Hjertet

i Dig, Du norske Mand;

da saa Du Syner store

ved Fædres Minde-Skaal,

og Løfterne, Du gjorde,

holdt Folkets store Maal.


Se, dette Horn, vi løfter,

har rørt ved Guders Mund,

og Freyas Rosenlæbe

har kysset paa dets Rund.

Ja, dette Horn, vi tømme,

har Guder tømt engang,

mens Nordens store Drømme

fra Bragis Harpe klang.


Det vies vore Fædre,

de Slægter Rad for Rad,

som kjæmpede og seired,

som stille led og bad,

som bygged' vore Dage

med deres store Færd,

vi lover dem tilbage

at være Offret værd.


Det vies Aarets Faldne

paa hver en Val i Nord,

de sidder som Einherjer

Ved Sagas Gude-Bord;

det vies store Minder,

som stiger for vor Sans,

det Fædreland, som skinner

i vor Erindrings Glans!

Støtt Pendelen:

VIPPS # 507 114

Alt innhold er opphavsrettlig beskyttet

© 2018-2021 Pendelen.no