av Henrik Wergeland.
Kongeørn, med Lænke spændt
om sit Been og Vingen brudt,
som i over tyve Aar,
siden den blev halvdød skudt,
har for simpel Gaardhund tjent
paa en ensom Bondegaard,
lider dog
ei den arme Digters Vaande
som i lidet Folk er født,
hen i Verdens Hjørne stødt,
med et Sprog,
som ei rækker fra sin Krog
længer end dets Læbers Aande.
Han er liig en Klokke dækket
til med tykt og fugtigt Teppe,
liig et Rosentræ, der stækket
er indunder mørke Skjeppe.
Geniussens Vinger sprede,
løs at lade da sin Aand,
som de lykkelige Andre,
der til Millioner kvæde,
var at ville Verden vandre
rundt i snevre Tøndebaand.
Heller som en Indian
fød imellem Indianer,
mellem vilde Floridaner
eller som en Araukan.