Følg kaldet

av Henrik Wergeland.

Den yngste sønnen tar farvel, av Adolph Tidemand.


Kongeørn, med Lænke spændt

om sit Been og Vingen brudt,

som i over tyve Aar,

siden den blev halvdød skudt,

har for simpel Gaardhund tjent

paa en ensom Bondegaard,

lider dog

ei den arme Digters Vaande

som i lidet Folk er født,

hen i Verdens Hjørne stødt,

med et Sprog,

som ei rækker fra sin Krog

længer end dets Læbers Aande.



Han er liig en Klokke dækket

til med tykt og fugtigt Teppe,

liig et Rosentræ, der stækket

er indunder mørke Skjeppe.

Geniussens Vinger sprede,

løs at lade da sin Aand,

som de lykkelige Andre,

der til Millioner kvæde,

var at ville Verden vandre

rundt i snevre Tøndebaand.



Heller som en Indian

fød imellem Indianer,

mellem vilde Floridaner

eller som en Araukan.

Skjalden agte de som Præst,

hente ham til hver en Fest,

bygge ham en Palmehytte,

sidde ved hans Ild og lytte

lære Sangen nøje efter

Ord for Ord,

og hans Omkvad de i Chor

juble med af alle Kræfter.

Naar han saa er død, de Gamle

hvert hans Kvad nøiagtig samle,

og de Unge

arve det paa deres Tunge.



Andet Lys end det som bryder

af og til i Kvadet frem

heller ei de Stakler eje:

Laster, Dyder,

vandrende ad skilte Veje

til Udødeligheds Hjem,

hvor en Dommer træffer dem,

har han ahnt og første Gang

lært sit Folk derom i Sang;

ja Ideen

om den store Aand, det hylder,

Folket i sin Vildhed skylder

ene Glimtet i hans Seen.

Perler liig, der gjennemskinne

Bølgerne, som over rinde,

i de vilde Kvæders Dunkle

Aabenbaringerne funkle.



O vi Selv, vi Selv endnu

ere vilde i vor Hu,

stundom og i vore Skikke.

Vestens Indianer ikke

ere i saa hadske Slægter,

skjøndt hverandres Blod de drikke,

splittede i Skoven ad,

som Europa er i Sekter

af forbittret Meningshad.



Ung maa Verden endnu være,

Slægtens Sagas lange Lære

endnu kun dens Vuggesange

og dens Barndoms Eventyr.

Endnu leve Chaos' Dyr:

Megazaur i Amazonas,

Leviathan, som tog Jonas,

og uhyre Kjæmpeslange.

Ørkner, tusind Mile lange,

tusind brede,

tordnende af Løvers Vrede,

spotte end ad Slægtens Flid.

Fjeldet, som i Noahs Tid,

uforvittret

staaer i sine Tinder splittret,

viser endnu intet Tegn

til at ned i Muld dets Skuldre

ville smuldre,

dannende en frugtbar Egn.



Men se Fjeldet rydt og raat

hvor det glindser som Krystal,

just hvor brattest er dets Fald,

violet og himmelblaat!

Hvad har glattet Alpens Horn,

afpolert dets haarde Side

Flek for Flek og Korn for Korn?

Regnens Draabe,

bløde Hvift af Skyens hvide

af Atomer vævte Kaabe,

Fjedrene paa Taagens Hat.

Hvad har knust til Sand Graniten?

vasket ud den røde Spath,

saa det dynger sig i Klitten

stedse mere skjært og hvidt?

disse Vandets bløde Kredse,

dette Havets maalte Skridt,

dette blide Bølgeslag,

i en dyb Bevægen stedse,

liig en Verdens Aandedrag.

Og i tusind Aar hver Sommer

ryster Mosen sine smaa

bægerformte Sølverblommer

over golde Klipper graa,

til i al den spredte Grøde

store Furu finder Føde.



Intet Større eller Mindre

Intet frugtløst og forspildt,

er der Hensigt i dets Indre,

slænges ud det end saa vildt.

Markens Dugg,

dampet hen i Solens Glød,

samles hist i Skyens Skjød

som et svævelystent Flor,

vævet kun af Blomstertinter;

og de Fnokkers fine Fnugg,

gamle Piletræ sig spinder,

flittigt som den gamle Moer,

der kun tænker paa en Vinter,

sporløst ei i Blæsten svinder:

Myren, hvor det daler ned,

slæber det til Huus afsted.



Skulde Skjaldens Ord, den skjære

Dugg af Lysets Funker, varm

som om Blod sprang af hans Barm,

Eneste i Verden være,

som foruden Spor og Minde

kan forspildes og forsvinde?

Op! hvis Herrens egen Røst

fylder med en Storm dit Bryst!

Ud den bruse i det Øde!

Bedre Tiders Morgenrøde

vil den frem af Mulmet støde.



Op! hvis dine Fingerender,

naar de Harpens Strenge møde,

Funker ud i Mulmet sender!

Enkelte dog i det lille

haarde Folk, forskrækte, stille,

enkelte, som Lapper over

Fjeldenes forstente Vover,

naar et Syn af fjerne Flamme

kalder dem fra deres Gamme

ile did, hvor Skjalden lader

tone sine Strengerader;

og, naar Øjet op han slaaer,

snever Kreds omkring ham staaer.

Det er nok!

Han vil føle, han ei længer

Folk af Millioner trænger

kun en liden venlig Flok.