av Henrik Wergeland.
Kongeørn, med Lænke spændt
om sit Been og Vingen brudt,
som i over tyve Aar,
siden den blev halvdød skudt,
har for simpel Gaardhund tjent
paa en ensom Bondegaard,
lider dog
ei den arme Digters Vaande
som i lidet Folk er født,
hen i Verdens Hjørne stødt,
med et Sprog,
som ei rækker fra sin Krog
længer end dets Læbers Aande.
Han er liig en Klokke dækket
til med tykt og fugtigt Teppe,
liig et Rosentræ, der stækket
er indunder mørke Skjeppe.
Geniussens Vinger sprede,
løs at lade da sin Aand,
som de lykkelige Andre,
der til Millioner kvæde,
var at ville Verden vandre
rundt i snevre Tøndebaand.
Heller som en Indian
fød imellem Indianer,
mellem vilde Floridaner
eller som en Araukan.
Skjalden agte de som Præst,
hente ham til hver en Fest,
bygge ham en Palmehytte,
sidde ved hans Ild og lytte
lære Sangen nøje efter
Ord for Ord,
og hans Omkvad de i Chor
juble med af alle Kræfter.
Naar han saa er død, de Gamle
hvert hans Kvad nøiagtig samle,
og de Unge
arve det paa deres Tunge.
Andet Lys end det som bryder
af og til i Kvadet frem
heller ei de Stakler eje:
Laster, Dyder,
vandrende ad skilte Veje
til Udødeligheds Hjem,
hvor en Dommer træffer dem,
har han ahnt og første Gang
lært sit Folk derom i Sang;
ja Ideen
om den store Aand, det hylder,
Folket i sin Vildhed skylder
ene Glimtet i hans Seen.
Perler liig, der gjennemskinne
Bølgerne, som over rinde,
i de vilde Kvæders Dunkle
Aabenbaringerne funkle.
O vi Selv, vi Selv endnu
ere vilde i vor Hu,
stundom og i vore Skikke.
Vestens Indianer ikke
ere i saa hadske Slægter,
skjøndt hverandres Blod de drikke,
splittede i Skoven ad,
som Europa er i Sekter
af forbittret Meningshad.
Ung maa Verden endnu være,
Slægtens Sagas lange Lære
endnu kun dens Vuggesange
og dens Barndoms Eventyr.
Endnu leve Chaos' Dyr:
Megazaur i Amazonas,
Leviathan, som tog Jonas,
og uhyre Kjæmpeslange.
Ørkner, tusind Mile lange,
tusind brede,
tordnende af Løvers Vrede,
spotte end ad Slægtens Flid.
Fjeldet, som i Noahs Tid,
uforvittret
staaer i sine Tinder splittret,
viser endnu intet Tegn
til at ned i Muld dets Skuldre
ville smuldre,
dannende en frugtbar Egn.
Men se Fjeldet rydt og raat
hvor det glindser som Krystal,
just hvor brattest er dets Fald,
violet og himmelblaat!
Hvad har glattet Alpens Horn,
afpolert dets haarde Side
Flek for Flek og Korn for Korn?
— Regnens Draabe,
bløde Hvift af Skyens hvide
af Atomer vævte Kaabe,
Fjedrene paa Taagens Hat.
Hvad har knust til Sand Graniten?
vasket ud den røde Spath,
saa det dynger sig i Klitten
stedse mere skjært og hvidt?
— disse Vandets bløde Kredse,
dette Havets maalte Skridt,
dette blide Bølgeslag,
i en dyb Bevægen stedse,
liig en Verdens Aandedrag.
Og i tusind Aar hver Sommer
ryster Mosen sine smaa
bægerformte Sølverblommer
over golde Klipper graa,
til i al den spredte Grøde
store Furu finder Føde.
Intet — Større eller Mindre —
Intet frugtløst og forspildt,
er der Hensigt i dets Indre,
slænges ud det end saa vildt.
Markens Dugg,
dampet hen i Solens Glød,
samles hist i Skyens Skjød
som et svævelystent Flor,
vævet kun af Blomstertinter;
og de Fnokkers fine Fnugg,
gamle Piletræ sig spinder,
flittigt som den gamle Moer,
der kun tænker paa en Vinter,
sporløst ei i Blæsten svinder:
Myren, hvor det daler ned,
slæber det til Huus afsted.
Skulde Skjaldens Ord, den skjære
Dugg af Lysets Funker, varm
som om Blod sprang af hans Barm,
Eneste i Verden være,
som foruden Spor og Minde
kan forspildes og forsvinde?
Op! hvis Herrens egen Røst
fylder med en Storm dit Bryst!
Ud den bruse i det Øde!
Bedre Tiders Morgenrøde
vil den frem af Mulmet støde.
Op! hvis dine Fingerender,
naar de Harpens Strenge møde,
Funker ud i Mulmet sender!
Enkelte dog i det lille
haarde Folk, forskrækte, stille,
— enkelte, som Lapper over
Fjeldenes forstente Vover,
naar et Syn af fjerne Flamme
kalder dem fra deres Gamme —
ile did, hvor Skjalden lader
tone sine Strengerader;
og, naar Øjet op han slaaer,
snever Kreds omkring ham staaer.
Det er nok!
Han vil føle, han ei længer
Folk af Millioner trænger —
kun en liden venlig Flok.