Fra “Norges Dæmring"

av Johan Sebastian Welhaven.

Soloppgang på Norges østkyst, av Hans Gude.


Naar Lyset graaner i de større Byer, Naar Aanden her er bunden til det Lave, Og hver af dem er egentlig en — Mave, Da kan man spare LadepladsRevuer. Og hvis nu Himlen sendte Mannaskyer, Da vilde Folket Honningkager lave, Og Staten fik af denne ny Gudsgave Maaskee lidt flere Toldbodrevenuer. Men hermed dyrkes ei de golde Egne; Det bliver dog ei nogen frodig Have, Saalænge Dug og Regn blot Jorden fugter; Hegn Marken ind med smukke Gjerdestave, Og dan dig store Anlæg allevegne — Et livfuldt Helt gi’er Blomster kun og Frugter.



Vort Hegn er reist; en Engel var tilstede

Og vogted det, da Landets Nød var bitter,

Og Lykken smilte til det skjønne Gitter,

Og drev Dæmonen fra sit Klippesæde.


Men indenfor er ingen rigtig Glæde,

Det Heles Liv sig i Detaillen splitter,

Og ingen Svada, intet broget Flitter

Kan knytte Bruddet med en varig Kjæde.


Men hvad der vindes ei ved Lykkens Terning,

Det Livets Liv, den produktive Evne,

Der fordrer Kraften af de spredte Dele,


Det Aandens Taktslag i den mindste Gjerning,

Der gaaer som Nerve i det store Hele,

Kan ene fylde Samfundslivets Revne.



Hvad Norges Manddom tabte under Dvalen,

Da Landets Hjerte slog paa fremmed Bund,

Og Løven tæmmedes til Pudelhund,

Og fik sin Grød, og loggrede med Halen;


Hvad Blomst og Frugt der visnede i Dalen,

Hvad Rod der raadnede paa Klippegrund,

Erstattes ei af nogen plantet Lund,

Og allermindst af Døgntrompeters Pralen.


Men Dæmringen i Helteættens Sind

Hvor hvert et Billed halvt i Drømme raver.

Den hele Lamhed i vor Daad og Tale,


Og Kraftens Ledighed blandt Jordens Gaver,

Og Renomistens latterlige Vind,

Er mørke Spor af Nationens Dvale.



Hvo mindes ei det var en skyfuld Vaar Da Slægten vaktes af sin dybe Blunden, Og Friheds Demant blev saa godt som funden. Og Tvangen knustes som et Potteskaar? Og skjøndt nu Folket stod med krandset Haar, Var dog dets Tankegang konfus i Grunden, Og Styrken end af Nattekulde bunden. Og Landet egentlig en Ødegaard. Men Staters Aarskreds har et langsomt Løb, Og Norges Vaar er end ei lagt tilbage, Og mangen Spire gjemmer Jordens Skjød, Og Blomsten hviler end i Knoppens Svøb, Og føler Trykket af de kolde Dage Da Solens første Glimt i Skyen brød.