av Henrik Ibsen.
Hør, véd De hvordan en dyretæmmer får lært sin bjørn, hvad den aldrig glemmer?
I en bryggerkedel han binder dyret; — så blir der tæt under kedlen fyret.
Imidlertid han på positivet spiller for bamsen: «Fryd dig ved livet!»
Af smerte knapt kan den lodne sanse; han kan ikke stå, og så må han danse.
Og spilles siden den melodi ham, — fluks farer en dansende djævel i ham. —
Jeg selv sad engang i kedlen nede, under fuld musik og forsvarlig hede.
Og dengang brændte jeg mer end skindet; og det går aldrig mig ud af mindet.
Og hvergang genklang fra den tid lyder, det er som jeg bandtes i gloende gryder.
Det kendes som stik under neglerødder; — da må jeg danse på versefødder.