av Sigbjørn Obstfelder.
Når jeg engang gifter meg,
da vil jeg ikke som andre
radikalere
ha borgelig vielse.
Når jeg gifter meg
med en kvinde,
da vil jeg for alteret trine
med rødme på kinn.
Jeg vil klæde meg i sort
snibel
og dekke mit bryst med hvidt.
Guldknapper
skal funkle derpå.
Og under menighedens
og alle byens damers
andægtige lytten,
da svarer jeg ja,
høyt, kjækt, greit.
Hun skal være min kone,
– hun og ingen anden. –
Hun skal føde mine børn
og hun skal styrke mit mod
i trængsel.
Og så kjører vi hjem
under klokkernes kimen,
og så stiger vi ind
i vort eget hjem,
vort eget hjem.
Og så – ja så
er jeg hendes mand
og hun min
patenterende kone.
Ordentlig patent
vil jeg ha.