Nytaar i Norge

av Per Sivle.

Vinterettermiddag, av Hans Gude.


Ring ind, ring ind det nye Aar,

og ring det gamle ud!

Og gid hvert Slag, den Klokke slaar,

maa være Vølve-Ord, der spaar

en Nytaars-Stund, en Hæders-Dag

for gamle Moder Norges Sag,

ja det, det give Gud!


Det vil ei ske, det er ei sandt,

hvad onde Vetter spaar,

at dette Folk, som Norge fandt,

med hvad det drømte, hvad det vandt,

men hvad det faar, og hvad det gir,

med hvad det er, og hvad det blir,

er skabt til Husmands-Kaar.


Vor gamle Saga siger nei,

og det med rene Ord.

Hun gik sin egen sterke Vei

og satte Spor paa Strand og Hei

og peger freidig længer frem

og syner Leid og signer Hjem

for den, som vil og tror.


Og Henrik Arnold Wergeland,

var falsk hans Skalde-Mund,

og løi hans klare Hjerte-Brand,

og var han selv en Lygtemand,

som lokked Norges unge Blod

at heise Seil og stevne mod

et Skibbruds Vaade-Grund?


Og inde i vor egen Barm

sig er det ikke saa?

det lyder gjennem Døgnets Larm,

at Norges Lykke, livsensvarm,

den er vort lyse, sterke Haab,

vort Hjertes Drøm, vor Viljes Daab,

et Maal, vi har at naa.


Og ei vor Tro skal blive bleg,

fordi i Fordums Tid

er hændt, at Norges Vagthold veg,

at somme taug, hvor andre sveg;

vel er det sandt, desværre! - men

det skal, ved Gud, ei ske igjen!

et Ord giv Næven hid!


Fordi vi har vor Far og Mor

og vore Minder her,

fordi vi føler og vi tror:

paa Norges Grund vort Livskald gror,

at den er vor, og længer frem

den bliver vore Sønners Hjem:

vi derfor har den kjær!


Saa lev da, Norge, frit og rankt

i Folke-Kredsens Rund,

med Panden klar, med Skjoldet blankt,

ja, lev et Liv saa rigt og langt,

som jeg, din Søn, det gjerne vil

og lægger alt mit Ønske til

i denne Nytaars-Stund!