top of page

På vidderne

av Henrik Ibsen.

Høyfjell i soloppgang, av Hans Gude.



I

Nu skræppen over ryggen slængt, og riflen ladt i hånd, og spjeldet lukt og døren stængt med tap og vidjevånd; så indom til min gamle mor i stuen nærmest ved, – et håndslag til farvel, – et ord, – «jeg kommer hjem så snyg jeg foer, – og indtil da – Guds fred!»

Opefter bugtes vejen smal, det bær i holtet ind; men bag mig ligger fjord og dal i disigt måneskin. Jeg foer forbi min grandes væg, – på gården var så stilt; men bortmed grinden under hæg det lød som løv på linets læg, der ringled let og mildt.

Der stod hun i det hvide lin, og hilste mig godkveld; hun var så væn, hun var så fin, så frisk, som blom på fjeld. Et øje lo hun med, og et hun gøned med så småt; – jeg lo som hun, og med et sæt jeg stod ved grinden ganske tæt, – men da var øjet vådt.


Jeg slog min arm om hendes liv, og hun blev rød og bleg; jeg kaldte hende for min viv, og barmen faldt og steg. Jeg svor, at nu – nu var hun min tilbunds, – ej lidt – ej halv –! Hun så – jeg tror, på skoen sin, – der ringled løv på bringens lin: det var fordi hun skalv.

Hun bad så vakkert, og jeg slap, og spøgen gik som før; men hjertet mit gik klap i klap, min hug var vild og ør; – jeg bad så vakkert, og hun taug, – vi fulgtes ad, vi to; mig tyktes som det sang i haug, som elverfolk og nøk og draug indunder løvet lo.

Så bar det opfor vejen smal, det bar i holtet ind; men nedenfor lå fjord og dal i disigt måneskin. Jeg sad så hed, hun sad så mat tæt udpå stupets kant; vi hvisked i den lumre nat, – jeg ved ej selv hvor det var fat, men ved min pande brandt.

Jeg slog min arm om hendes liv, hun hvilte på mit fang, – så fæsted jeg min unge viv, mens nøk i natten sang; om draugen lo, da hun blev min, det mindes jeg kun halv; – mig skræmte ingen vættes grin, – jeg så kun hun var ræd og fin, og kendte hvor hun skalv.


II

Jeg lå i skardet vendt mod sør, og så hvor solen randt; om dybet lå et skyggeslør, mens fonn og jøkler brandt. Det røde hus, min mors og mit, herovenfra jeg ser; der har hun strævt, der har hun stridt, der blev mit sind så frisk og frit, – Gud ved hvad det blev mer!

Hun er alt oppe; røgens svev jeg tror ivejret slår, på blegen ved den hvide væv det tykkes mig hun går. Ja, driv du kun dit vante stel; for det dig signe Gud! Hos renen på det vilde fjeld jeg henter dig en vakker feld, og to–tre til min brud!

Ja, hvor er hun? Hun færdes visst i drømmens spredte spil. Kom ingenting ihug fra sidst, drøm om det, hvis du vil! Men er du vågen, – riv det ud af mindet, – så gør jeg. Lid på, du er min væne brud, væv lin og sy dit bryllupsskrud; kort er vor kirkevej!

Det tykkes tungt at skilles ad, fra den ens sjæl har kær; – men længslen er et tvætningsbad, til mig den helse bær. Her står jeg som påny besjælt, så svalt er nu mit blod; – et liv, ej halvt – langtmindre helt, et liv i synd og anger delt, jeg træder under fod.

Hver mørkets lyst, hver vild begær af hugen drives ud; jeg er så frisk, jeg står så nær mig selv og nær min Gud! Et syn udover ås og fjord, udover furutop, – og så tilfjelds i renens spor; – farvel, min viv! Gudsfred, min mor! Og nu på vidden op!


III

Ibrand står skyen lavt i vest, det flammer over fjeld; men over dalens sidste rest sig spænder tågens tjeld. Tungt var mit syn og træt min fod, og tankefuldt mit sind; men udfor stupet, der jeg stod, lå lyng og lyste som i blod, og skalv for kveldens vind.