av Andreas Munch.
Værer hilsede
I stille Haller!
Stille og fredede som Klosterets,
Men ikke dumpe, ikke lukkede
Som disse!
Netop da Verden
Med dens Lyst og dens Farver
Havde lukket sig for mig –
Da Sorgens Dække var faldet
Mellem mig og de Levendes Land –
Stille Haller! da aabnede I
Eders Porte for den Udstødte,
Og gav han et Fristed
Hvor han kan dvæle med Fred –
Vandre mellem Tause og dog Talende,
Ene, og dog ikke ensom.
Thi rundt om de høie Vægge
Er Slægternes hellige Arv samlet,
Og Fortidens store Aander
Omgive mig her
Med deres bedste Tanker,
Og vidne:
At Menneskets Sjæl
Allerede her paa Jord
Kan overleve Døden.
Her staae Side ved Side
Ven og Uven, Kæmper og Modkæmper
I den samme Fred –
Her forme Digter og Forsker,
Tænker og Anvender
Een skjøn, sammenhængende Krands.
Her ordner sig synlighet
I harmoniske Straaler
Den store Klangfigur
Af Menneskehedens Lovsang
Mod sit Udspring.
Ofte, naar jeg har vandret
Sorgbetynget
I disse tause Rum,
Er der fra Aanderaderne omkring ming
Neddalet til mit syge Hjerte
En stille Fred,
Forfriskende aom Aftenduggen
Paa hentørrende Blomster.
Og ofte har jeg da troet at høre
Høit over mit Hoved
En sagte, beroligende Hvisken,
Anelsesfuld og høitidelig,
Som den stile Susen
I skovens Toppe
Naar Nattevinden farer over dem.
Er det den fjerne Gjenlyd
Af Evighedens Aande?
Af de hjemvandrede Aanders Livschor
Fra deres jordiske Gjerning? –
Ogsaa jeg engang
Blande min svage Stemme mellem deres,
Ubemærket vel af Efterlængten, –
Men ikke af Ham
Paa hvis Kald jeg har sunget
Af et varmt Bryst
Og efter den Evne Han har givet mig.