top of page

Paa Bibliotheket

av Andreas Munch.

Biblioteket, av Rudolf von Alt.


Værer hilsede

I stille Haller!

Stille og fredede som Klosterets,

Men ikke dumpe, ikke lukkede

Som disse!


Netop da Verden

Med dens Lyst og dens Farver

Havde lukket sig for mig –

Da Sorgens Dække var faldet

Mellem mig og de Levendes Land –

Stille Haller! da aabnede I

Eders Porte for den Udstødte,

Og gav han et Fristed

Hvor han kan dvæle med Fred –

Vandre mellem Tause og dog Talende,

Ene, og dog ikke ensom.


Thi rundt om de høie Vægge

Er Slægternes hellige Arv samlet,

Og Fortidens store Aander

Omgive mig her

Med deres bedste Tanker,

Og vidne:

At Menneskets Sjæl

Allerede her paa Jord

Kan overleve Døden.


Her staae Side ved Side

Ven og Uven, Kæmper og Modkæmper

I den samme Fred –