Paa Bibliotheket

av Andreas Munch.

Biblioteket, av Rudolf von Alt.


Værer hilsede

I stille Haller!

Stille og fredede som Klosterets,

Men ikke dumpe, ikke lukkede

Som disse!


Netop da Verden

Med dens Lyst og dens Farver

Havde lukket sig for mig –

Da Sorgens Dække var faldet

Mellem mig og de Levendes Land –

Stille Haller! da aabnede I

Eders Porte for den Udstødte,

Og gav han et Fristed

Hvor han kan dvæle med Fred –

Vandre mellem Tause og dog Talende,

Ene, og dog ikke ensom.


Thi rundt om de høie Vægge

Er Slægternes hellige Arv samlet,

Og Fortidens store Aander

Omgive mig her

Med deres bedste Tanker,

Og vidne:

At Menneskets Sjæl

Allerede her paa Jord

Kan overleve Døden.


Her staae Side ved Side

Ven og Uven, Kæmper og Modkæmper

I den samme Fred –

Her forme Digter og Forsker,

Tænker og Anvender

Een skjøn, sammenhængende Krands.

Her ordner sig synlighet

I harmoniske Straaler

Den store Klangfigur

Af Menneskehedens Lovsang

Mod sit Udspring.


Ofte, naar jeg har vandret

Sorgbetynget

I disse tause Rum,

Er der fra Aanderaderne omkring ming

Neddalet til mit syge Hjerte

En stille Fred,

Forfriskende aom Aftenduggen

Paa hentørrende Blomster.

Og ofte har jeg da troet at høre

Høit over mit Hoved

En sagte, beroligende Hvisken,

Anelsesfuld og høitidelig,

Som den stile Susen

I skovens Toppe

Naar Nattevinden farer over dem.


Er det den fjerne Gjenlyd

Af Evighedens Aande?

Af de hjemvandrede Aanders Livschor

Fra deres jordiske Gjerning? –

Ogsaa jeg engang

Blande min svage Stemme mellem deres,

Ubemærket vel af Efterlængten, –

Men ikke af Ham

Paa hvis Kald jeg har sunget

Af et varmt Bryst

Og efter den Evne Han har givet mig.

Støtt Pendelen:

VIPPS # 507 114

Alt innhold er opphavsrettlig beskyttet

© 2018-2021 Pendelen.no