av Andreas Munch.
Værer hilsede
I stille Haller!
Stille og fredede som Klosterets,
Men ikke dumpe, ikke lukkede
Som disse!
Netop da Verden
Med dens Lyst og dens Farver
Havde lukket sig for mig –
Da Sorgens Dække var faldet
Mellem mig og de Levendes Land –
Stille Haller! da aabnede I
Eders Porte for den Udstødte,
Og gav han et Fristed
Hvor han kan dvæle med Fred –
Vandre mellem Tause og dog Talende,
Ene, og dog ikke ensom.
Thi rundt om de høie Vægge
Er Slægternes hellige Arv samlet,
Og Fortidens store Aander
Omgive mig her
Med deres bedste Tanker,
Og vidne:
At Menneskets Sjæl
Allerede her paa Jord
Kan overleve Døden.
Her staae Side ved Side
Ven og Uven, Kæmper og Modkæmper
I den samme Fred –