top of page

Selskabssang

av Jens Zetliz.

Oxford-studenter på fest, circa 1824


At Slyngler hæves til Ærens Top,

at Smiger mæskes og Sandhed tigger,

at Rige sluge de Arme op,

og Dyden nøgen paa Gaden ligger

at Baand og Stjerne

og tomme Hjerne

forenes ofte, ja mer’ end gjerne

det seer man tidt.


O I! som sukkede tidt med mig,

naar Dyd og Sandhed blev underkuet,

naar den blev æret, fornem og rig,

som Lov og Bøddel har ofte truet;

forglemmer Taarer,

som aldrig saarer

en Slægt, som Himlen har skabt til Daarer

og værer glad.


Da Nattens Forbud, Tusmørket, laae

Paa halve Jorden, og den var roelig

En Glands med Eet jeg i Østen saae,

Gud Evan kom fra Olympens Boelig,

Kun sielden vasket,

Men feed og lasket,

Han nedad Fieldet barfodet trasket,

Og ravede.


Han nærmed sig til det Sted, jeg sad

I Gudenes Aasyn stod malet Glæde:

“Søn! sagde han du bør være glad,