av Jens Zetliz.
At Slyngler hæves til Ærens Top,
at Smiger mæskes og Sandhed tigger,
at Rige sluge de Arme op,
og Dyden nøgen paa Gaden ligger
at Baand og Stjerne
og tomme Hjerne
forenes ofte, ja mer’ end gjerne
det seer man tidt.
O I! som sukkede tidt med mig,
naar Dyd og Sandhed blev underkuet,
naar den blev æret, fornem og rig,
som Lov og Bøddel har ofte truet;
forglemmer Taarer,
som aldrig saarer
en Slægt, som Himlen har skabt til Daarer
og værer glad.
Da Nattens Forbud, Tusmørket, laae
Paa halve Jorden, og den var roelig
En Glands med Eet jeg i Østen saae,
Gud Evan kom fra Olympens Boelig,
Kun sielden vasket,
Men feed og lasket,
Han nedad Fieldet barfodet trasket,
Og ravede.
Han nærmed sig til det Sted, jeg sad
– I Gudenes Aasyn stod malet Glæde: –
“Søn! sagde han – du bør være glad,