Selskabssang

av Jens Zetliz.

Oxford-studenter på fest, circa 1824


At Slyngler hæves til Ærens Top,

at Smiger mæskes og Sandhed tigger,

at Rige sluge de Arme op,

og Dyden nøgen paa Gaden ligger

at Baand og Stjerne

og tomme Hjerne

forenes ofte, ja mer’ end gjerne

det seer man tidt.


O I! som sukkede tidt med mig,

naar Dyd og Sandhed blev underkuet,

naar den blev æret, fornem og rig,

som Lov og Bøddel har ofte truet;

forglemmer Taarer,

som aldrig saarer

en Slægt, som Himlen har skabt til Daarer

og værer glad.


Da Nattens Forbud, Tusmørket, laae

Paa halve Jorden, og den var roelig

En Glands med Eet jeg i Østen saae,

Gud Evan kom fra Olympens Boelig,

Kun sielden vasket,

Men feed og lasket,

Han nedad Fieldet barfodet trasket,

Og ravede.


Han nærmed sig til det Sted, jeg sad

I Gudenes Aasyn stod malet Glæde:

“Søn! sagde han du bør være glad,

Lad Patrioten forgieves græde,

Naar Landet trykkes,

Og Retten selv af dens Tiener rykkes,

Saa tøm dit Glas."


Jeg tog hans Bæger og tømmed det,

Og glemte Landet og Landets Daarer,

Jeg fandt, at Natten har stedse Ret,

Som spotter med Heraclitens Taarer,

Jeg hylded Glæde,

Forsvor at græde,

Og loved Evan, jeg vilde qvæde

Kun ham til Roes.


En Flaske Viin er og mere værd

End al den Velstand en Tysker skaber;

Men troer man Tydsken på hans Gebærd

Og vinder han, medens Landet taber,

Jeg Evan lyder,

Min Viin jeg nyder,

Og leer ad den, som blir snydt og snyder

Giør I som jeg.

Støtt Pendelen:

VIPPS # 507 114

Alt innhold er opphavsrettlig beskyttet

© 2020 Pendelen.no