Voluspå



Volven Veleda, av Jules Lenepveu.

1.

Hør mig alle

helgede ætter;

høie og lave

Heimdals sønner!

Du, Valfader! vil,

vel jeg forteller

folke-frasagn,

første, jeg mindes


2.

Mindes jeg jotner

i old baarne,

som mig fordum

fostret havde,

de verdner ni,

verdensrum ni!

lovsælt livstræ

langt under muld.


3.

Var olds ophav,

der Yme bygde,

var ei sand, ei sø,

ei svale bølger;

jord ei fandtes,

oven ei himmel

Ginnungagab

græs ei spired.


4.

Bor’s sønner brat

bjerge reiste,

de som Midgard

mægtig skabte;

faldt sol fra syd

paa sal-stene,

med græs da grønt

blev grunden klædt


5.

Slog sol fra syd,

søster af maanen,

høire haanden

om himmelrand;

sol ei vidste,

hvor sal hun har,

stjerner ei vidste,

hvor sted de har,

maane ei vidste,

hvad magt han har.


6.

Samraads-sæder

søgte de magter,

hellige guder,

og herom raadslog:

nat og né-tid

navn da gav de,

morgen nevnte

og middags-tid,

undorn og aften –

til aaretal.


7.

Mødtes æser

paa Idavold,

som horg og hov

høit optømred,

gruer lagde,

guld smeded,

tenger virked,

verktøi gjorde.


8.

Glade i tunet

tavl de leged,

ei var nød paa

noget af guld –

til thursemøer

trende der kom,

evnerige,

fra jotunverdner.


9.

Samraads-sæder

søgte de magter,

hellige guder,

og herom raadslog:

hvem skulde danne

dverges flokke

af Brime's blod,

af Blaaen’s ben.


10.

Modsogne der

blev mægtigst skabt

af dverges æt,

Duren der næst;

i muld mangen

mandeskabning

danned de dverge,

som Duren bød.


11.

Nye og Nide,

Nordre, Sudre,

Austre, Vestre,

Althjov, Dvalen,

Naa og Naaen,

Niping, Daaen,

Bivor, Baavor,

Bombor, Nore,

Aan og Aanar,

Aae, Modvitne.


12.

Vegg og Gandaalv,

Vindaalv, Thoren,

Thekk og Thraaen,

Thro, Lit og Vit,

Ny og Nyraad,

nu de dverge –

Regen og Raadsvinn –

jeg ret har nevnt.


13.

File, Kile,

Funden, Naale,

Hepte, Vile,

Hannar, Svior,

Billing, Brune,

Bild og Bure,

Fraa, Hornbore,

Fræg og Lone,

Aurvang, Iare,

Eikenskjalde.


14.

Tid er dverge

i Dvalen’s følge

til Lovar telle

for livsens æt,

de som søgte

fra sal-stenen

Aurvange-bo,

til Jorovolde.


15.

Der var Draupne

og Dolgthrase,

Haa, Haugspore,

Hlevang, Gloen,

Skirve, Virve,

Skaafinn, Aae.


16.

Aalv og Yngve,

Eikenskjalde,

Fjalar og Froste,

Finn og Ginnar;

saa lenge skal

det Lovars ættal

holdes i minde,

som mænd lever.


17.

Til af hint tal

trende æser,

høie og hulde,

til huse kom;

fandt paa land de

lidt evnende

Ask og Embla

uden skjebne.


18.

Aande de aatte ej,

evner ei havde,

livsblod, lader,

lød ej gode;

aande gav Oden,

evner Høne,

livsblod Lódor,

lød og gode.


19.

Ask jeg ved stande,

Yggdrasil nevnt,

høit træ vædet

med væld saa rent

- derfra den dugg,

som i dal falder –

staar evig grøn

ved Urde-brønd.


20.

Deden de møer,

mangt vidende,

tre fra den sal,

under træet staar;

Urd nevnte én de

anden Verdande,

skar de i skive

Skuld end tredje.

Lov de lagde,

liv de kaared

menneskers børn –

mandeskjebne.


21.

Mindes den fejde

først hun i verden,

da paa geir de

Gullveig løfted,

i Haavar’s hal

hende brendte;

trefold brendte

trefold baarne,

ofte ei sjelden,

end hun dog lever.


22.

Heid hun der hed,

hvor til hus hun kom,

volven vise;

vætter hun maned,

seided hvorhelst,

sind forhexed,